Borgerforeningen

Vellev Borgerforening


Jette Sandris, formand.

Jette Sandris

Jeg er født og opvokset i Vellev og har altid været en del af foreningslivet:  Idrætsforening, skole og nu Borgerforening – på ledersiden, siden jeg var 17 år. Jeg brænder for, at Vellev er et sted for alle, et tværfagligt samarbejde mellem foreningerne, og at information er tilgængelig for alle.

Privat er jeg gift med Mogens og fået to dejlige børn, hvor vi stadig har Ronja, en dejlig svigersøn – og bedst af alt har de givet os et barnebarn, Astrid.

Philip Quist, bestyrelsesmedlem.

Philip Quist

Jeg er 30 år gammel og bosat i Enslev sammen med min kone, Kathrine, og vores to drenge, Niels og Eigil. Jeg er uddannet Cand.Mag. i Religionsvidenskab, men jeg arbejder til daglig på Hertha i Herskind, hvor jeg arbejder med udviklingshæmmede i både værksteder og bosteder. I min fritid går jeg i haven, tager på gåtur eller leger med mine drenge – helst udenfor.

Borgerforeningsarbejdet er vigtig for mig, fordi Vellev og omegn er mit lokalsamfund, og det har stor betydning for os som familie, at vi er en aktiv del af samfundet omkring os.

Zennia Hansen, bestyrelsesmedlem.

Zennia Hansen

Jeg bor i Tostrup og er gift med Jens Peder (Fut-Jens). Jeg er uddannet korrespondent i Engelsk og tysk, biblioteksassistent og har arbejdet i Odense kommune i 20 år. Nu er jeg pensionist og bruger min tid på frivilligt arbejde i Vellev Borgerforening og i bestyrelsen i Ældre Sagen i Hammel.

Min øvrige fritid går med vandreture, spil og håndarbejde. Jeg har fire børn, hvor af de to er bonusbørn, og 7 børnebørn.

Anders Christiansen, bestyrelsesmedlem.

Jeg bor i Enslev, hvilket jeg har gjort siden sommer 2018. Her bor jeg hver anden uge, sammen med mine tre fantastisk søde små døtre, Alva, Smilla og Isolde.
Jeg kommer oprindeligt fra Sæby i Nordjylland, men har siden 2002 boet her i Østjylland. Først i Aarhus, hvor jeg har studeret Idéhistorie og Antropologi på Aarhus Universitet, samt haft noget tid i udlandet. I 2012 flyttede jeg til Hinnerup, hvor jeg boede indtil sommeren 18.
Siden 2007 har jeg arbejdet som selvstændig producer, og jeg lever af at indspille og komponere musik.
Mine passioner her i livet er, ud over musik, naturen, hvor jeg helst tilbringer min fritid, og ikke mindst madlavning; gerne med råvare fundet i naturen qua min interesse for at samle svampe.
Glæden ved at kunne bidrage til lokalsamfundet har allerede stor betydning for mig, og jeg ser meget frem til de kommende år med arbejdet omkring og i borgerforeningen

Tine Christensen, bestyrelsesmedlem.

Jeg hedder Tine Christensen. Jeg flyttede til Vellev i Marts 2017 sammen med mine 2 børn, efter en skilsmisse, men har inden det boet på en gård på Houlbjergvej i 20 år.Vi har følt os meget velkommen i Vellev, og har været imponeret over den lokale drivkraft her i byen, den vil jeg naturligvis gerne bidrage til, og er glad for at være med til at skabe spændende arrangementer for alle i byen.Jeg er kontor uddannet og arbejdet både i USA og Danmark. Samt har en del år arbejdet med terapi via en uddannelse fra USA som hedder EAGALA hvori heste er en del af redskabet i terapien.Jeg har arbejdet med heste hele mit liv, og konkurreret på højt plan inden for springning, samt reddet en del terræn og military.

Jonna Piihl, bestyrelsesmedlem.

Jeg hedder Jonna Piihl. Jeg har boet i Vellev i størstedelen af mit liv. Jeg er gift med Harald og vi har 2 børn og 5 skønne børnebørn.Selv om jeg har travlt med mange andre gøremål, så er det vigtigt for mig at være en aktiv del af vores allesammens lokalsamfund. Hvis vi vil udvikle og skabe nyt i området, så må vi selv gå forrest.I mit arbejdsliv har jeg arbejdet med en bred vifte af administrative opgaver for henholdsvis Bjerringbro og Viborg Kommuner.Jeg er nu en aktiv pensionist og nyder livet med familie og venner. Harald og jeg er ivrige campister i forår-, sommer- og efterårsperioderne. Om vinteren tager vi gerne med fly til de sydlige himmelstrøg, og vores foretrukne rejsemål er Madeira.I de seneste år har jeg fået lov til at være frivillig hjælper i Livstræet – det er en både hyggelig og givende beskæftigelse – det kan man kun blive glad i låget af.

Solveig Rose Vestergaard, sekretær.

Solveig Rose Vestergaard

Jeg er 67 år og gift med Per. Vi har sammen 3 børn, 8 børnebørn og 2 oldebørn. Jeg har i 33 år været ansat i Dansk Røde Kors, Asylafdelingen. Jeg har været leder af adskillige asylcentre, hvor jeg har haft den glæde at have en lang række dejlige mennesker ansat og møde rigtigt mange forskellige nationaliteter. For 2 år siden valgte jeg at gå på pension. Min tid bruger jeg på familien, rejser og haven. Foruden at være sekretær i Borgerforeningen, er jeg også bestyrelsesmedlem og sekretær i Vellev Forsamlingshus. Mit mål er at være med til at skabe gode aktiviteter i lokalområdet.